Nyhedsbrev juli 2025
- Carsten Aagaard
- 1. jul.
- 2 min læsning

Foråret 2025 har for alvor stået i fællesskabets tegn hos Boligexperten. I løbet af sæsonen har vores 38 dedikerede administratorer været særdeles flittige og har afholdt intet mindre end ca. 400 generalforsamlinger rundt omkring i vores mange ejer- og andelsforeninger.
Bag hvert eneste møde gemmer sig engagerede beboere, lokale beslutninger og ikke mindst ønsket om at skabe trygge og velfungerende hjem. At kunne facilitere så mange generalforsamlinger kræver både faglighed, struktur – og en god portion menneskelig indsigt. Det er netop denne kombination, som vores team hver dag leverer med smil og professionalisme.
Vi er stolte af indsatsen og taknemmelige over den tillid, som vores kunder viser os. Tak til alle jer der deltog, spurgte, diskuterede, stemte og bidrog – og ikke mindst tak til vores administratorer for at gøre en forskel i boligforeningernes hverdag.
Arbejdspladsvurdering.
Alle foreninger som har ansatte skal udarbejde arbejdspladsvurdering (APV) mindst hvert 3. år.
Dette behøver ikke, at være et stort og dyrt projekt, I bestemmer selv, hvordan I vil gribe APV-arbejdet an. Det vil sige, at I kan vælge den metode, som passer bedst til jeres virksomhed. Det er dog et krav, at APV’en er skriftlig – på papir eller elektronisk. APV’en skal nemlig være tilgængelig og synlig for både medarbejdere og foreningens bestyrelse.
Medarbejderne skal underskrive APV’en som dokumentation for, at de har deltaget i APV-arbejdet. Dette kan typisk gøres når I har dialogen og opfølgningen på APV-rapporten.
I kan læse om krav til APV flere steder:
Arbejdstilsynet er den officielle myndighed, der regulerer kravene til APV i Danmark. På deres hjemmeside findes beskrivelser og vejledninger: https://at.dk/arbejdsmiljoearbejdet/arbejdspladsvurdering-apv/
Lovgivningen – Arbejdsmiljøloven: APV-kravet er beskrevet i Arbejdsmiljølovens § 15 og bekendtgørelsen nr. 1409. Lovgivningen findes på: https://www.retsinformation.dk/
GDPR – Persondataforordningen.
Boligexpertens årlige opfølgning på GDPR er netop sendt til alle vores foreningskunder. I skal som forening ikke foretage jer yderligere, da det alene er til orientering. Vores underdatabehandlerliste er tillige opdateret, med et par enkelte tilføjelser i forhold til vores brug af AI-værktøjer.
Det kan i øvrigt oplyses, at Datatilsynet i 2024, som nævnt i et tidligere nyhedsbrev, havde fokus på foreninger og ikke mindst administrationsvirksomheder. Der blev udtaget 5 virksomheder, hvoraf Boligexperten var den ene. Vi har således skullet redegøre for vores politik i forhold til sletning og oplysningspligt. Vi har indsendt materialet i juli sidste år og har endnu ikke hørt yderligere fra Tilsynet.
Sommerferien er ved at være over os – også i Boligexperten. Især juli måned er en populær feriemåned. Der må således påregnes lidt længere svartid i denne periode.
Med ønsket om en god sommer.